Sergudstænasta - Norðurlendskur biskupsfundur

Norðurlendskur biskupsfundur - Kirkjubøar kirkja 23. juni 2025

Himmelen er oplyst som et lyshav, og frygten breder sig. Informationen i medierne om det destruktive menneskabte lys sætter sig invaliderende i sjæl og legeme. Den højbårne tanke om frihed, lighed og fællesskab degraderes til magtmisbrug, undertrykkelse og destruktion.

Lysene i nattens mørke kalder på minder fra nytårsaften. Ved årsskiftet markerer vi overgangen fra det gamle til det nye år med håb og forventning. Vi tænder festligt fyrværkeri og hygger os sammen med venner og naboer. Vi siger tak for det gamle og hilser det ukendte velkommen.

Det menneskabte lyshav på himmelen ved højsommertid er ildevarslende. I stedet for at fejre en ny begyndelse med håb og gode relationer mellem naboer og nabostater, øjner vi tilintetgørelsen og udslettelsen af folk.

Det nordiske bispemøde 2025 har som tema: Kirke i en urolig tid. Selv om temaet overordnet er en bekendt historisk størrelse, bør kirkens ledere være opmærksomme. En grundig analytisk redegørelse er nødvendig, men analysen i sig selv er kun en spæde begyndelse til varig fred.

Hvordan vi kan nå frem til en bæredygtig erkendelse, der tager hensyn til kirkens anliggender og samfundenes indbyrdes relationer, er vanskeligt at besvare. Den ædle tanke, at det enkelte menneske er værdifuldt, har i mange henseender tabt vingerne og kan ikke som fuglen lette mod vinden.

Vi bør samtidig erindre kirkens højbårne ærinde, at vi er sat i verden for at forkynde evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn, menneskets frelser og fredens fyrste.

Evangeliet om Kristus er kirkens fundament. Den urokkelige klippe, den ubevægelige bevæger. På sin vis er det en akademisk brist i vores tilgang til verden, at vi før analysen delvist kender svaret, som analysen skal afdække.

Tro og håb er fundamentale størrelser i kirkens hverdag. Det er dog nødvendigt med indsigt og udsyn i de samfundsmæssige sociale forhold både på lokalt og globalt niveau. Vi skal som kirke være en røst i den store debat om samfundet, f.eks. social lighed, jævnbyrdighed samt dialogen om krig og fred.

Det forventes af os, at vi kan begå os på scenen, hvor troen og teologien møder andre faglige og tværfaglige discipliner og udfordres.

Kirken bør være i kontakt med det samfund, den er en del af. Det er en fordel, at vi som teologer og sagkyndige deltager i den sociale og etiske debat. At lukke sig inde eller være sig selv nok udfordrer kirkens samfundsmæssige relevans.

Vi er som folkekirke en del af samfundet. Vi omgås den politiske verden, ja er som trossamfund i alliance med det politiske system. Samspil og modspil.

Klart kommer det til syne til olajfesten. Når lagtinget begynder et nyt arbejdsår, går præsterne og politikere i procession fra Lagtinget til Domkirken og samles med menigheden til gudstjeneste. Efter gudstjenesten går processionen tilbage til Lagtingshuset. Siden tager politikerne og præsterne fat på de opgaver, der gavner befolkningen i sin forskellighed.

Folkekirken er demokratisk organiseret og i nær relation til Lagtinget. Det er en uvurderlig fordel, at kirkens medlemmer føler sig hjemme i kirken og har et fælles ansvar for kirkens anliggender. Folkekirken ejes ikke af nogle få mennesker, den er fælleseje.

Den folkekirkelige demokratiske organisation har sin styrke og sine svagheder. Vi kender udsagnet, at ingen kan udtale sig på vegne af folkekirken. Det, der bliver sagt, må stå for vores egen regning.

Med det in mente kan den færøske biskop frimodigt sige, at ligesom vi til trosbekendelsen forsager djævelen og alt hans væsen, således bør kirken forsage vold, undertrykkelse og krig.

Generelt bør vi undlade at tage parti i en konflikt mellem to eller flere stridende parter. Principielt kan vi dog sige, at krig er ondskab. Krig degraderer den fribårne tanke om menneskeværd, jævnbyrdighed og frihed.

Krigens rædsler kan eskalere så voldsomt, at ondskaben står i dyb kontrast til evangeliet om kærlighed og næstekærlighed. Det dobbelte bud om kærlighed, det at elske Gud og medmennesket, kan i den grad blive udfordret, så Jesu bud om at elske vores fjender synes langt væk.

Vi er kirke i en urolig tid. Vi er vidne til en langvarig krig imellem Rusland og Ukraine. På Færøerne har vi ukrainske emigranter. Den her boende befolkning samt samfundet bør besinde sig på at minimere de negative følger af krigens rædsler.  

Krigen er ikke langt væk, fordi krigens ofre bor i vores land. Kirkens kald er at være til stede og tage hånd om de sociale udfordringer, som emigrationen afføder. Kirkens opgave er at tage vare på den medmenneskelige omsorg her til lands og i den store verden.

Dertil øjner vi en umenneskelig tragedie i Mellemøsten, hvor staten Israel er i krig med Hamas og en del af den arabiske verden. Krigen udspilles i det land, hvor frelserens vugge stod. Ødelæggelsen står i diametral modsætning til historien om Jesus, vores børnelærdom, den kristne arv og selvforståelse.

Krigens rædsler kalder på antipati og fordømmelse. Vi har empati for krigens ofre på begge sider. Vi bærer den lidende civile befolkning i Mellemøsten samt det geografiske område i Gaza i vores hjerter. Vi bærer den menneskelige tragedie frem for den levende Gud i bøn med håb og forventning om bedre dage.

Ærkebiskop Desmond Tutu redegør på dualistisk vis for mennesket som et moralsk væsen.

«Muligheden for at vokse moralsk kræver, at der er mulighed for at blive umoralsk.

Gud har givet os plads til at være ægte menneskelige væsener med autonomi. Kærlighed er noget, som skal gives frit. Hvis Gud siger: ”Jeg vil gerne have, at du adlyder mig,” må der nødvendigvis være mulighed for ikke at adlyde Gud. Da Gud løber risikoen for reelle relationer, er der mulighed for, at disse relationer går i stykker.

Denne autonomi er basis for vores frihed, uden hvilken det ikke ville være muligt at have et reelt forhold til Gud – eller hinanden. Gud skabte os frit, til frihed. At være menneske i Bibelens betydning er at være fri til at vælge at elske eller hade, at være venlig eller grusom. At være menneske vil sige at være en moralsk ansvarlig skabning, og moralsk ansvar er noget vrøvl, hvis en person ikke er fri til at vælge mellem flere muligheder.”

Med disse ord fra Desmond Tutu skal vi til at afrunde denne indledende prædiken til det nordiske bispemøde 2025. Krig eller fred mellem selvstændige stater er på demokratisk vis vores fælles ansvar.

Muligheden for fjendskab og uro er en immanent størrelse og ligger i menneskets hænder. At bevare fred og orden er vores fælles ansvar.

Muligheden for besindelse, ro og kærlighed er en transcendent størrelse. Med Jesu inkarnation er besindelse og kærlighed en eksistentiel mulighed.

Kirkens opgave er at besinde sig på skaberværket i sin helhed og mennesket i særdeleshed. I en urolig tid med krig og emigration har kirken nok at se til.

Gud Immanuel er ved vores side og tror på os. I Jesu Kristi navn bør vi som kirke tage vare på den enorme udfordring og forsage krig og krigens rædsler.

Vi tror med håb og forventning på bedre dage. Vi prædiker tilgivelse og kalder på genskabelse og lægedom for legeme, sjæl og ånd i Jesu navn.

Vi overdrager ordet til fredens fyrste: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modløst.” (Johannes 14,27). Amen.