Skriva út

Pinseprædiken



 Om de fleste menneskers fødselsdag er der en fortælling. Engang blev Albert født i Kalleby. Han blev født en tirsdag morgen kl. syv og da hans mor havde født ham, hylede han så højt, at alle folkene i Kalleby kom løbende ud af deres små skæve huse for at se, hvor det skrigeri kom fra.

"Det er nok Vølle Smed der er ved at slagte sin gris" sagde høkeren "Så højt kan en gris slet ikke hyle" sagde fru Stampe.

"NÅ" sagde de nysgerrige folk, der stod og stak deres næser frem i dørsprækkerne. "Hvad kan det så være?"

I det samme stak Alberts far hovedet ud af vinduet og råbte af sine lungers fulde kraft "Hurra. Albert er blevet født. Hurra for det"

"Hvem er Albert?" spurgte alle de nysgerrige folk "Ham har vi da aldrig hørt om"
"Jamen det er ikke så mærkeligt" råbte Alberts far "For Albert er min søn og han er lige blevet født"

Sådan lyder fortællingen om dengang Albert blev født, men fortællingen om en fødselsdag kan også være meget mere poetisk end den om Alberts.

Det kan handle om hvordan vejret var på dagen, om hvordan nogen sagde eller gjorde noget smukt, eller om hvordan solopgangen den morgen var ganske særligt vidunderlig. Og børn elsker at høre om den dag, da de blev født. Hvornår man kørte afsted til sygehuset, hvad jordemoderen sagde, hvad babba sagde osv.

For når man fortæller sit barn om dets fødselsdag fortæller man jo om dets livs første paradisiske øjeblik. Om dengang da alt var nyt og godt og ren og skær glæde. Man fortæller om sin kærlighed til barnet, om hvordan det var SÅ godt at det netop var dig, du lille, som kom til verden og om hvor meget du med det samme var elsket. Man fortæller med andre ord den første kærlighed levende, så barnet kan få livsmod til de udfordringer der ligger i at vokse op og være menneske.

I dag er det så kirkens fødselsdag, altså ikke kirken som den konkrete bygning vi befinder os i/udenfor nu, men kirken som den menighed af mennesker som tror på den treenige Gud. Den kirke blev født pinsedag samme år som Jesus døde i påsken. Fortællingen om kirkens fødselsdag har vi lige hørt fra apostlenes gerninger. Og man må sige at det er en både dramatisk og smuk fortælling om hvordan noget helt nyt bliver til. I fortællingen hører vi, hvordan vejret var på kirkens første fødselsdag, og hvordan folk reagerede på det, der skete. Der kom en lyd som af et kraftigt vindpust, der fyldte huset hvor de sad.

Disciplene blev fyldt af Helligånden som tunger af ild, og deres tunger løsnedes, deres ører åbnedes, så de kunne forstå og tale med mennesker på alverdens sprog. Og folk stimlede sammen om dem og var ude af sig selv af forundring over det, de hørte om Guds storværk.

I stedet for at blive siddende sammen inde i huset, bliver disciplene i bogstaveligste forstand blæst ud i hele verden med det budskab, der nok allerede havde grebet dem, men som først nu for alvor fik tag i dem. De skulle ud og give det evangelium, det glædelige budskab videre – og fra det øjeblik blev kirken til.

Sådan lyder evangeliets fødselsdagsberetning om den dag, kirken blev født. Så det er den kristne kirkes fødselsdag, vi fejrer idag, hvor det er pinse.

Men pinse er også en fest for sproget. Den dag, hvor Helligånden fik mennesker til at forstå det, der før var det rene volapyk for dem.

Pinsedag kom ånden som tunger af ild over discipelflokken, og de begyndte at forkynde evangeliet på alle mulige sprog.

Aha! tænker man - det er jo f.eks. færøsk, sønderjysk, swahili, tysk og japansk. Men forstår vi sprog som mere end ord og grammatik, så ved vi også, at der er et sprog, der er universelt. På pinsedagen var disciplene opfyldt af kærlighed fra Gud. Og kærlighedens sprog – Det er helligt. Når vi er opfyldte af helligånd taler vi et sprog, alle mennesker kan forstå. Det forstår selv et lille barn, der ikke har lært at tale endnu. Det er kærlighedens sprog. Det er et sprog, der vidner om godheden, om tilgivelsen, om tålmodighed. Det sprog er helligt, og det strømmer til os fra Gud. Det hellige sprog skal vi bruge til at fortælle alverden om Kristus. Og helligånden indgyder os det mod der skal til for at krydse sprogbarriererne.

Et gammelt kinesisk ordsprog siger: “Når du drikker vand, så tænk på kilden!”
Åndens kilde sprang Pinsedag. Den springer endnu. Det er åndens gerning, at vi bliver ved med at bære vidnesbyrd om Guds storhed i ord.

Ved Åndens hjælp skulle budskabet om Jesus nå ud i hele verden.

Pinsedag skulle den store verdensmission begynde. Apostlene fik Helligånden og dermed mod til at gå ud i verden og forkynde evangeliet for alle folkeslag. Nu skulle alle mennesker på jorden høre det glædelige budskab om Kristus.

Det var helligånden, der fik dem til at kommunikere med alverdens folkeslag. Derfor fester vi også for sproget idag. Ja, faktisk kan man bruge kommunikationsslogans på Helligånden:

Helligånden – connecting people
Helligånden - makes people talk

Men - HVAD ER HELLIGÅND?
En præst sendte forleden en mail til mig og spurgte: Hvad stiller vi op med helligånden, jeg tror skam på den, men jeg er ikke sikker på, at jeg forstår den.
 
Og sådan tror jeg de fleste har det: Helligånden er svær at begribe.

Jesus er en konkret størrelse, en mand, der levede for nogle tusind år siden.

Helligånden er et lidt mere luftigt begreb, kan man godt sige.

Jeg spurgte børnene, hvad helligånd er og fik svaret: “Det er Gud, der ånder. - Altså, vidste du ikke engang det?”

Med største selvfølgelighed blev det sagt. Helligånd er Gud, der ånder. Jeg tror det passer.

For Guds helligånd er overalt og gennemsyrer natur og mennesker. Guds hellige ånd var her fra tidernes morgen. Slår vi op på side 1 i bibelen, så kan vi læse, at Guds ånd svævede over vandene. På næste side læser vi, at Gud blæste sin hellige ånde i menneskets næsebor. Og han så at det var godt.

Helligånden er der, hvor kærligheden gror. Helligånden får Guds rige til at vokse.
Helligånden er lige så tæt på os som vores eget åndedrag.
Helligånden taler ganske stille til os, og den skaber troen i os.
Helligånden er Guds trøst og nærvær til den ensomme

Helligånden er Guds fred, der kommer ned til os som en due Helligånden er kraften fra det høje, der giver os kraft til at holde fast i det, vi tror på.

Det er værd at fejre!

Pinsen er en saltvandsindsprøjtning af tro, håb og kærlighed, Det er ånd, ild og liv.

Pinsens budskab er: at Guds ånd samler og bygger bro mellem dem, der ellers er adskilt af geografi, kultur og sprog.

Jesus er hos os. Ikke med sin person, men med sin ånd. Når vi lever og ånder, ja så ånder Gud med.

Helligånden er I os, den er omkring os, og den er ikke mindst imellem os. Den får os til at se hinanden. Den får os til at lytte på en måde, så vi forstår det, vi før ikke forstod. Helligånden virker i os der, hvor vi møder hinanden med kærlighed, åbenhed og fred.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver – en sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed amen.