Skriva út

Juleprædiken



Hetta heilaga evangeliið skrivar Lukas evangelistur:“Men tað hendi í teimum døgum, at tað komu boð frá Augustusi keisara um, at allur heimurin skuldi verða skrivaður í manntal. (Hetta fyrsta manntalið var, meðan Kvirinius var landshøvdingi í Sýriulandi). Og øll fóru at verða skrivað, hvør í ættarbygd sína. Men eisini Jósef fór úr Galileu, úr bygdini Nasaret, niðan til Júdeu, til Dávids bygd, sum eitur Betlehem, tí at hann var slektaður av Dávids húsi og ætt, at verða skrivaður, saman við Mariu, trúlovaðu festarmoy síni, sum var við barn. Men tað hendi, meðan tey vóru har, at tíðin kom, at hon skuldi eiga barn. Og hon átti son sín, hin fyrstafødda, og hon reivaði hann og legði hann í eina krubbu, tí at ikki var rúm fyri teimum í tilhaldshúsinum. Og tað vóru hirðar har í sama bygdarlagnum, sum lógu úti á markini um náttina og goymdu at seyðafylgjum sínum. Og sí, eingil Harrans stóð hjá teimum, og dýrd Harrans ljómaði rundan um teir, og teir vórðu ógvuliga óttafullir. Og eingilin segði við teir: »Óttist ikki; tí sí, eg kunngeri tykkum eini stór gleðiboð, sum skulu verða fyri alt fólkið. Tí at tykkum er í dag ein frelsari føddur, sum er Harrin Kristus í Dávids staði! Og hetta skulu tit hava til merkis: Tit skulu finna eitt barn reivað og liggjandi í eini krubbu.« Og í somu stund var hjá einglinum ein fjøld av himmalskum herskarum, sum lovaðu Guði og søgdu: »Heiður veri Guði í hægsta himli, [og friður á jørð, og í menniskjum góður tokki!”” (2,1-14).

Giv os nu noget med kød på, præst! Så kommer vi i kirke! Sådan siger folk, der ikke er så flittige kirkegængere, når man spørger, hvad der skal til, for at de skulle begynde at gå i kirke. Det skal handle om noget vi kender fra vores eget liv, være relevant – og så skal der være noget kød på.

Her må vi sige, at julen rammer plet! I sidder bænkede som sild i tønde. Når I kommer hjem, står der kød på bordet, hvis man altså ikke er vegetar selvfølgelig. Også i kirken serverer vi god kost i disse dage, vi serverer ord med kød på. Helt bogstavelig talt. For når vi læser juleevangeliet – ikke det vi lige har hørt, men Johannes’ version, så beskriver han Jesu fødsel sådan her: Ordet blev kød og tog bolig midt iblandt os. Bum, det var det, ingen stald, ingen veer, ingen stjerner. Nej det hellige ord fra Gud fik kød på, og så var Jesus født. Guds søn var i verden som et menneske af kød og blod.

Når vi serverer ord med kød på, er der fulde huse, det kan vi se. Og det er der, fordi det der her er på færde er mere end glitter og nisser, selvom det også hører julen til. Her hører vi det, der rører ved de allerdybeste længsler i os mennesker. Juleevangeliet er ikke kun historien om det, der var, men også om det, vi længes efter: Fred på jord, og i mennesker Guds velbehag.

En af mine kollegers søn gik og skrålede julesalmer for fuld hals på sit værelse.
Melodien afslørede, at det var ”Et barn er født i Betlehem,” han sang- men når man lyttede ordentligt efter, så var det ret tydeligt, at han ikke havde fået helt rigtigt fat i ordene.

Han sang: ”Et barn er født da Bent kom hjem, Bent kom hjem - thi glæder sig vi rutcher hjem, halleluja. Og sådan fortsatte han ellers derudaf.

Han havde altså ikke helt styr på de rigtige ord, men han havde fået med, at sangen handlede om at være glad, og så var der noget med et barn.

Selvom han var løbet vild i ordene, var meningen god nok: Julen handler om et barn, der blev født, om stor glæde og om at synge salmer fra hjertet.

Ægte juleglæde i børnehøjde. Selvom børnene ikke altid forstår de snørklede ord: “Tí sí, ídag er ein frelsari føddur” ... så kan de godt fornemme indholdet af det glædelige budskab, og de kan mærke, at der er en helt særlig stemning til stede. Ikke bare fordi der er gaver under træet, men også fordi man gør nogle andre ting end til dagligt.
Man bager, pynter op, hører julemusik, pynter sig og tager i kirke med hele familien. Altsammen rare ting, der lagrer sig i deres sind og bliver til barndomsminder, de ikke ville undvære.

For i julen sidder hjerterne udenpå tøjet på store og små. Vi vil at alle skal ha det eventyrligt godt denne ene gang om året. Pengene sidder løst, og vi deler også ud til dem vi ikke kender, det kan vi bl.a se af, at “Í menniskjum góður tokki”, er blevet sådan en succes.

Hele landet har bakket op om dette gode tiltag, for vi kan ikke bære, at nogen ikke kan opleve at være med til festen. En dårlig økonomi må ikke være det, der forhindrer en børnefamilie i at holde en dejlig juleaften.

Ja, julen er hjerternes fest, og vi vil det så godt. Men måske kan man ikke helt finde ud af det, selvom de brune kartofler og anden er serveret, træet er pyntet og gaverne pakket ind. Man prøver, men kan ikke presse den gode stemning frem. Der mangler måske en om træet.
Omma er død siden sidste jul, eller man savner sine børn, der må holde jul et andet sted, man har hjertesorg eller andet. Det skulle være så godt, alt er klart, og alligevel kulminerer aftenen ikke i idyl og familieharmoni.

Derfor er julen også sart og skrøbelig. For hvis alt ikke er godt denne ene gang om året, hvor alle skal være glade, så råber det mod himlen. I det forgangne år har vi haft næsten dobbelt så mange begravelser her i præstegældet, så der er mange, der sidder tilbage med store savn.

Salmedigteren Jens Christian Hostrup er ikke så kendt. Han har kun skrevet én salme, men den er tilgengæld god. “Julebudet”, hedder den, og den handler om at mærke julens glædelige budskab der, hvor der ellers ikke er ret meget at glæde sig over.

Han skrev den, da han i 1881 måtte stoppe som præst pga dårligt helbred. Han havde mistet sin kone og lagt 3 børn i graven, så han var ikke blevet sparet for modgang. Alligevel oplevede han den jul midt i fortvivlelsen en dyb taknemmelighed for livet. Og han genfandt troen på, at Vorherre havde tændt et lys for ham og hele menneskeheden, dengang, da Jesus blev født. Salmen siger ikke meget om, hvad der skete julenat, om englesang, krybbe og veer, men den siger, hvad julenat betyder, for den, der tror.

Julebud under storm og torden
melder og giver fred på jorden,
fred til at stride vor strid med mod,
fred til at vente på enden god,
højt under medbør og dybt i sorgen,
fred for både i går og i morgen.

Julebudet til dem, der græde,
det er vældet til evig glæde.
Glæd dig da kun, du menneskesjæl,
stinger end ormen endnu din hæl!
Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,
løft dit hoved, og tak for livet!

Det er optimistiske ord fra en mand, der har mistet så meget, og det står som et lysende vidnesbyrd om, at Guds ord kan trænge ind og lyse op selv der, hvor der er helt mørkt.

At det er selveste Gud, der blev født i Betlehem, det lærer vi aldrig at forstå med vores forstand. Det kan kun modtages i tro med åbent hjerte. Som den lille dreng, der glad sang: Et barn er født, da Bent kom hjem. Han havde fået ordene i den gale hals, men juleglæden fejlede ihvertfald ikke noget.

Juleglæden bor i krybberummet, og jeg tror alle vi har et billede på vores indre nethinde af, hvordan der må have set ud i stalden i Bethlehem. Beskidt og ildelugtende, men også varmt og trygt. Rundt om den hellige lille familie står dyrene og ser til, udenfor synger englekoret på himmelhvælvingen, ja det er gengivet på utallige billeder. Rejser man til Israel for at besøge stedet, hvor man mener, Jesus blev født, risikerer man at blive slemt skuffet. Der står ikke en stald, men man har bygget Fødselskirken, og der er en trængsel af turister, der alle vil ha et glimt af det specielle sted, der er boder med souvenirs, som ved enhver anden turistattraktion.

Men hvad er det, der får mennesker fra Peking og New York og Fuglefjord/Leirvík og Tokyo og Buenos Aires og Stockholm og mange andre steder til at stå i kø i timer for at se stedet, hvor Jesus blev født.
Ja, i dette her tilfælde, tror jeg det er fordi trængsel rimer på længsel.

Man længes efter at gå ind og være en del af det fantastiske, man har hørt om siden man var helt lille. - Og så ligger der ikke en nybagt mor på halmstrå, når man kommer derind, med Jesus i favnen. Det kan virke som et anti-klimax.

Man kan næsten tænke: Jesus has left the building.

Det fortælles, at når Elvis Presley efter en koncert havde forladt bygningen, kom der en mand frem foran de skrigende fans og forkyndte :

”Elvis has left the building” – så holdt kvinderne op med at skrige og skubbe og mase. Måske skulle de ansætte ham ved fødselskirken i Betlehem og så skulle han sige : ” Jesus has left the building !” Mon så folk ville holde op med at stå i kø, mon trængsel og længsel ville tage hinanden under armen og benene på nakken og løbe ud på marken udenfor byen, som dog trods alt i højere grad svarede til forestillingerne?

Men pointen er, at selvom Jesusbarnet ikke ligger derinde fysisk, så bremser det ikke længslen. Jesus forlod ganske vist bygningen, eller stalden, men hans liv, død og opstandelse kom til at betyde, han kunne være nær i enhver kirkebygning, hvor kristne forsamles.

Jul begynder med længsel. Guds længsel efter os. Og vores længsel efter en fred, der fylder os, der hvor alt andet nogengange er kaos.

Den første julenat indfriede Gud menneskers længsler med et lille barn i en stald. Og den julefest fortsætter i hjertekammerets krybberum.

Nei, hjarta, sál og sinni
skal nú upp latast tær.
Her skalt tú búgva inni,
kom, Jesus, gist hjá mær.
Tað er ei fremmant býli,
so dýrt tað keypti tú.
Nú tryggur her tú hvíli
í kærleika og trú.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed, Amen.