Skriva út

Hetta heilaga evangeliið til 1. sunnudag í advent skrivar Lukas evangelistur í 4. kapitli, ørindini 16 til 30:



Jesus kom til Nasaret, har sum hann var vaksin upp, og hann fór, sum siður hansara var, hvíludagin inn í samkomuhúsið; og hann reisti seg upp at lesa fyri. v17 Og bók Jesaja profets varð honum fingin, og tá ið hann opnaði bókina, fann hann niður á tann staðin, har sum skrivað stóð: v18 »Andi Harrans er yvir mær, av tí at hann hevur salvað meg, til at bera fátækum gleðiboð. Sent hevur hann meg út til at boða fangum frælsi og blindum sjón, til at sleppa neyðstøddum leysum, v19 til at kunngera eitt Harrans náðiár.« v20 Og hann legði bókina saman og fekk tænaranum hana og settist niður; og hvørs mans eygu í samkomuhúsinum hugdu upp á hann. v21 Men hann tók undir at tala til teirra: »Í dag er hetta skriftorðið gingið út fyri oyrum tykkara.« v22 Og øllum leitst væl á hann, og tey undraðust á tey lívsælu orð, sum komu av munni hansara; og tey søgdu: »Er hann ikki sonur Jósefs?« v23 Og hann segði við tey: »Óivað munnu tit fara og siga við meg hetta orðtakið: »Lækni, lek sjálvan teg. Ger eisini her í heimbygd tíni so stór verk, sum vit hava frætt at vera hend í Kapernaum.«« v24 Og enn meira segði hann: »Sanniliga sigi eg tykkum: Eingin profetur er væl kendur í sínum egna fosturlandi. v25 Men eg sigi tykkum av sonnum: Mangar vóru einkjurnar í Ísrael á døgum Elia, tá ið himmalin var latin aftur í trý ár og seks mánaðir, ta ferðina tað var stórur hungur í øllum landinum; v26 og til onga teirra var Elia sendur, men bert til Sáreptu við Sidon til eina einkju. v27 Og mangir vóru hinir spitalsku í Ísrael, meðan Elisa profetur var uppi á døgum, og eingin teirra varð reinsaður, men eina Náaman Sýriulendingur.« v28 Og øll í samkomuhúsinum vórðu full av vreiði, tá ið tey hoyrdu hetta, v29 og tey reistust og koyrdu hann avstað út úr bygdini og fóru við honum ytst á røðina á tí fjallinum, sum bygd teirra var bygd á, at rinda honum oman har. v30 Men hann gekk ígjøgnum, mitt ímillum teirra, og fór leið sína.

So ljóðar sunnudagsins heilaga evangelium. Orð Harrans varir um allar ævir!

Min elskede!
Nu er dagene korte,
for korte til det, vi skal nå.
Hvad skal vi nå?
Snart vil vi se,
at det, som er livets glæde,
er ikke det, som vi nåede,
men det, som nåede os.
Og dagen bli'r lang,
Uudtømmelig

Sådan lyder et af versene fra en adventskalender, den tidligere Ribe-biskop Henrik Dons Christensen skrev til sin kone engang. Et lille kærlighedsdigt hver dag om ventetiden op til jul. Dagene er for korte til det, vi skal nå. Men snart vil vi se, at det, som er livets glæde ikke er det, vi nåede, men det, der nåede os. De store ting i livet er sjældent noget vi selv kan tage æren for, men noget der kommer til os. Vores børn, familie, venner, - kærligheden har vi aldrig krav på, den kommer til os som en gave.

Det er det, vi er samlet om i kirken idag, 1.søndag i advent. Adventus Domini betyder Herrens komme. Vi har en forventning om, at kærlighedens evangelium kommer os i møde i guddommelig menneskeskikkelse.
 
Den tanke, at livets glæde ikke er det, som vi nåede, men det, som nåede os, er jo også selve julens budskab. Gud, der når os, - for mennesker når aldrig det hele, - og vi kan da slet ikke nå Gud.

Nu er nytåret her, det starter inden jul her i kirken. Det starter idag med at vi hører evangeliet om Jesus, der prædiker i synagogen. Han fortæller, at tiden er kommet til at opfylde profetierne.

Profetierne om nådeåret er omdrejningspunktet for adventstiden, At ørknen skal blomstre som en rosengård. At det faldne mod skal rejse sig, at det urolige blod skal rinde let, at frygt og sorg skal forsvinde. Modsat jøderne, der stadig venter på Messias, så tror vi, at Jesus er den Guds søn, der kommer til os med godt budskab til fattige og giver syn til blinde. Det er Jesus, der skal udråbe et nådeår fra Herren.
 
Det gør godt at høre at der er noget godt i vente, når man sidder i novembermørket. For den mørke tid føles ligeså lang som den lyse tid føles kort.

Året har 16 måneder, skrev Henrik Nordbrandt i 1986:

Nov, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober,
November, november, november, november…

Ja, selvom vi idag tager hul på nytåret, så er der langt til lyse tider. Og november måned har i den grad levet op til sit ry i år med mørke, regn og blæst, for ikke at sige orkan.

Da vi sad indendøre i torsdags med stormen susende udenfor, gik først strømmen, så fyret og det blev mørkt og koldt. Og mens jeg ledte efter tændstikker og stearinlys, kom jeg til at tænke på et nytårseventyr. Et eventyr om lyset, der skinner i mørket.

Det står ikke i Bibelen, men I skal høre det alligevel, for det siger fortæller en historie om det kristne håb for fattige og forladte, set med et barns øjne. Og der er meget at lære af historier, der tolker kristendom set i en anden kontekst.

Det er skrevet af H.C. Andersen, der var en kristen fortæller. Ikke kristen i dogmatisk forstand, men hans forfatterskab bar præg af den folkelige kristendom, der var almindelig, da han levede i 1800-tallet.

"Jeg havde barnets stærke tro," skrev HC. Andersen i et digt, og i et andet bad han "forund mig barnets hele mod". For H.C. Andersen var det vigtigt at bevare barnet i sig, både som menneske og i forhold til Gud. Han betragtede selve barnligheden som kernen i troen. Ikke “barnlighed” forstået nedsættende, som at være uvidende eller primitiv, men derimod som at være åben og tillidsfuld.

EVENTYR

Det var så grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo rigtignok haft tøfler på, da hun kom hjemme fra; men hvad kunne det hjælpe! det var meget store tøfler, hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne fór så grueligt stærkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde og den anden løb en dreng med; han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn.

Dér gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde; i et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker og ét bundt gik hun med i hånden; ingen havde den hele dag købt af hende; ingen havde givet hende en lille skilling; sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om nakken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg; det var jo nytårsaften, ja det tænkte hun på.

Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun ikke gå, hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling, hendes fader ville slå hende og koldt var der også hjemme, de havde kun taget lige over dem og der peb vinden ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde. Ak! en lille svovlstik kunne gøre godt. Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak én ud, “ritsch!” hvor sprudede den, hvor brændte den! det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle; ilden brændte så velsignet, varmede så godt! nej, hvad var det! — Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme disse, – – da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, — hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden.

En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig, som et flor; hun så lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og æbler! og hvad der endnu var prægtigere, gåsen sprang fra fadet, vraltede hen af gulvet med gaffel og kniv i ryggen; lige hen til den fattige pige kom den; da slukkedes svovlstikken og der var kun den tykke, kolde mur at se.

Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som de der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret — da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun så de var nu de klare stjerner, én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.

“Nu dør der én!” sagde den lille, for gamle mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.

Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet.

“Mormor!” råbte den lille, “Oh tag mig med! jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!” — og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormor; og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, — de var hos Gud!

Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden — død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!

Åh, hvor er det sørgeligt, det er næsten ikke til at bære, at pigen skulle dø til sidst. Og alligevel slutter H.C. Andersen med at sige, at hun gik ind til nytårsglæde, som om det var det bedste for hende, at hun skulle dø. Det er nok ikke kun det, han ville sige os! Han vil også vise os, at i troens lys havde pigen set noget andet den aften, end de forbipasserende så næste morgen, da de gik forbi det døde barn på gaden. H.C. Andersens tro var barnetro, og han vil fortælle os, at på trods af fattigdom og elendighed, så havde den lille pige et håb om, at der var noget godt til hende hos Gud. Den gode Gud måtte være ligesom mormor, der som den eneste altid havde været så kærlig mod hende.

Et sørgeligt, provokende men også smukt nytårseventyr. Og så giver det stof til eftertanke, synes jeg: det kan godt være, at det var bedst for den lille pige at blive løftet op til Gud på mormors arme, når man tænker på det arme liv hun havde. Men endnu bedre havde det været, hvis nogen havde givet hende varme, tøj, mad og en tro på, at der også er et liv før døden. Hvis nogen havde set Kristus i det mindste lille barn, som det er blevet os pålagt. Som Jesus i Matthæusevangeliet: Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, har I gjort imod mig. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var nøgen og I gav mig tøj (etc.)

Jesus har forkyndt, at Herrens nådeår er kommet til os med ham. Vi kan ikke nå det selv, vi må bare vente på det. Og hvad der kommer til os fra Gud, skal vi give videre.

Det vigtigste er ikke det, vi når, men det, der når os. Det, der når os, skal vi række videre til den der har brug for os. Det er evangeliet - i levet liv! Så vi giver varme til den, der fryser, mad til den, der sulter og deler evangeliet om Kristus, der levede, døde og opstod til glæde og frelse for enhver.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.